Juridisk konsulent til Danske Medier

På vegne af Danske Medier og Danske Medier Research søger vi en ambitiøs juridisk konsulent, der har lyst til at sætte sin faglighed i spil i en organisation, der arbejder for at fremme rammebetingelserne for de frie, kommercielle medier i Danmark.

Om stillingen

Som juridisk konsulent kommer du til at spille en central rolle i Danske Medier og Danske Medier Research. Med reference til foreningens chefjurist kommer du til at arbejde med en bred vifte af opgaver primært indenfor følgende retsområder:

Markedsførings- og forbrugerret, herunder spørgsmål om

  • Annoncers lovlighed
  • Oplysningsforpligtelser
  • Abonnementsbetingelser
  • Telemarketing mv.

Digital Services Act

Konkurrenceret af relevans for medierne

  • Digital Markets Act
  • Visse konkurrenceretlige spørgsmål
  • Grænserne for brancheforeningers informationsvirksomhed, herunder vedr. branchestatistik

Databeskyttelsesret

  • E-privacy/cookies, lovlighed af målretningsteknikker

I mindre grad vil der også være opgaver indenfor aftaleret (kontrakter), samt juridiske problemstillinger omkring offentlighedsregler, så som aktindsigt, arkivloven og tilgængelighedsloven.

Arbejdet omfatter desuden politisk interessevaretagelse vedrørende kommerciel medievirksomhed, hvor formålet er at medvirke til at sikre de bedst mulige rammebetingelser for medierne i Danmark. Det sker gennem en løbende dialog med myndigheder i både Danmark og EU, udarbejdelse af høringssvar samt deltagelse i udvalg, arbejdsgrupper m.v. Hertil kommer bidrag til Danske Mediers europæiske medieforeningers interessevaretagelse.

Derudover indgår medlemsinformation og juridisk rådgivning som en del af opgaverne. Dette indebærer udarbejdelse af medlemsorienteringer, vejledninger mv. samt i mindre omfang konkret juridisk rådgivning af medlemmer.

Din profil

Man søger en juridisk konsulent med solide juridiske kompetencer og interesse for mediebranchens rammevilkår. Den ideelle kandidat er enten 3. års advokatfuldmægtig eller har 1-2 års erfaring som advokat fra et advokatkontor og ønsker at anvende sin viden i et bredere erhvervs- og samfundsmæssigt perspektiv. Som en del af et lille juridisk team skal du selvstændigt kunne løse opgaver og være producerende, samtidig med at du trives med tæt sparring og samarbejde både internt og med medlemmerne.

Du er analytisk stærk, god til at formidle komplekse problemstillinger i et klart og forståeligt sprog og har flair for både skriftlig formidling og dialog. Erfaring med udarbejdelse af notater, høringssvar eller vejledninger er en fordel, ligesom kendskab til offentlig regulering og EU-processer vil være værdifuldt.

Som person er du initiativrig, struktureret og motiveret af at gøre en forskel for Danske Mediers medlemmer og deres rammebetingelser.

Om Danske Medier

En fri presse er hjørnestenen i et demokratisk samfund. Hver dag bidrager uafhængige medier med kvalificeret og faktabaseret oplysning til danskerne i hele landet. Troværdig journalistik er vigtigere end nogensinde i en tid med kriser og udfordringer, både i Danmark og globalt, samtidig med, at en hastig teknologisk udvikling fundamentalt ændrer vores samfund. ​

Danske Medier er organisationen, der repræsenterer 240 private medievirksomheder i Danmark. Organisationens medlemmer spiller en afgørende rolle i samfundsudviklingen og er en vital del af vores demokratiske infrastruktur og sammenhængskraft. ​

Medlemmerne er regionalaviser og ugeaviser, der leverer information til nærområdet. Det er fagblade og specialmedier, der leverer nuanceret viden om særlige fagspecifikke områder. Det er magasiner, der har fokus på viden og livsstil. Og det er kommerciel radio, podcasts, landsdækkende dagblade, aviser og netmedier, der sætter dagsordener fra ind- og udland i perspektiv.​

Vores brede udbud af medier i Danmark er unikt. Det skal vi blive ved med at have. Et forskelligartet mediebillede styrker et demokrati båret af forskellige holdninger. ​

Vi kan ikke tage frie medier og det frie ord for givet. Derfor kæmper Danske Medier hver dag for at styrke vilkårene for et bredt, nuanceret og innovativt medieudbud i Danmark båret af en høj faglighed og viden, der bidrager til samfundsudviklingen.

Danske Medier arbejder med politisk interessevaretagelse, nationalt såvel som internationalt. Man rådgiver medlemmerne, laver research og analyser om branchen og inspirerer medlemmer, mediebranchen og samarbejdspartnere.

Om Danske Medier Research

Danske Medier Research er et selvstændigt selskab i Danske Medier. Baseret på analyse, viden og formidling giver man Danske Mediers medlemmer og det omgivende samfund faktabaseret indsigt i danskernes medieforbrug, de kommercielle modeller på markedet og de internationale erfaringer, der kan hjælpe til at udvikle forretning, indhold og tjenester i den danske mediebranche.

For Danske Mediers medlemmer er det vigtigt at få dokumenteret medieforbruget gennem valide oplagstal, læsertal, lyttertal, besøgstal og brugertal. Det er denne massive dataopsamling og -analyse, der danner grundlag for prissætning og samhandel i mediebranchen. Samtidig er en vigtig del af Danske Mediers arbejde at formidle og forankre den opsamlede viden ved at kommunikere medieforbrug og tendenser til både medlemmer og de mange øvrige målgrupper. Fx journalister, myndigheder, politikere, mediebureauer og annoncører.

Danske Medier Research er centrum for Danske Mediers løbende indsamling af relevante data om branchen, omsætning, annoncer, abonnenter, oplag, seere, brugere, læsere og lyttere, idet man koordinerer alt vedrørende markedsmåling, dataindsamling og statistikudarbejdelse og bistår medlemmerne med rådgivning om læsertal, lyttertal, brugertal, metoder mm. Det sker blandt andet i Dansk Online Index, Index Danmark, Gallup Lyttertal, oversigter af reklameforbruget og an­noncestatistikker.

Interesseret?

Hvis du vil vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte Jesper Christiansen på enten jesper@christiansenco.dk eller på mobil 2020 3736.