Kommunikationschef til BUPL

På vegne af BUPL søger vi en erfaren og inspirerende kommunikationschef, der kan omsætte politiske ambitioner til tydelig, dagsordenssættende og sammenhængende kommunikation. Du skal sætte en langsigtet strategisk retning, gribe de dagsordener, der opstår her og nu, og stå i spidsen for fortsat digitalisering og udvikling af BUPLs kommunikationskanaler, herunder fagbladet Børn & Unge.

Om BUPL

I BUPL brænder man for at påvirke samfundet og de betingelser, børn og unge lever og trives under. BUPL er den faglige organisation for ca. 60.000 pædagoger. De fleste arbejder i vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidstilbud. BUPL varetager medlemmernes økonomiske, faglige, sociale, pædagogiske og uddannelsesmæssige interesser. Det gør man ud fra en klar mission om at styrke pædagogers profession og arbejdsvilkår og om at være en stærk stemme i samfundsdebatten.

BUPL består af et forbundskontor i Nordhavn, 11 lokale fagforeninger og en A-kasse. Forbundskontoret og de lokale fagforeninger løser opgaven sammen. Samarbejde er et nøgleord, og man gør sig umage med at spille hinanden gode, både på tværs af fagområder og i hele organisationen. Det er en værdi for BUPL at inddrage medlemmerne mest muligt, og deres kommunikation skal altid afspejle pædagogprofessionen og BUPLs mission.

Forretningsudvalget står for den daglige politiske ledelse. Dets fire medlemmer arbejder på fuld tid på forbundskontoret. Forbundsdirektøren står i spidsen for den administrative ledelse. BUPL har et aktivt og engageret politisk niveau, som er en daglig medspiller. Det gør arbejdet meningsfuldt, dynamisk og tæt på de beslutninger, der flytter noget for pædagogerne og for børn og unges hverdag.

Om stillingen

Som kommunikationschef får du ansvaret for at lede en enhed med 14 dygtige medarbejdere på en sammenhængende og tværgående måde. Blandt dem er pressechefen og redaktionschefen for fagbladet Børn&Unge. Enheden står for BUPLs pressearbejde, kommunikation, kampagner, sociale medier, hjemmeside og Børn&Unge. Kommunikationschefen refererer til vicedirektøren og er en del af den samlede ledergruppe, der foruden forbundsdirektøren, vicedirektøren og økonomi- og administrationschefen (direktionen) består af seks chefer.

Kommunikationsarbejdet hænger tæt sammen med den politiske interessevaretagelse. Din helt overordnede opgave er at sørge for, at BUPLs samlede kommunikationsindsats understøtter de politiske visioner, målsætninger og handlinger bedst muligt. Du skal kunne omsætte BUPLs politiske prioriteringer til en klar kommunikationsstrategi, konkrete prioriteringer og en tydelig retning for medarbejderne. Du kommer til at arbejde tæt sammen med formanden, Forretningsudvalget og direktionen. Her bliver du en troværdig og konstruktiv kommunikationsfaglig rådgiver i konkrete sager, i håndteringen af aktuelle mediepolitiske udfordringer og i de langsigtede strategiske beslutninger.

En af de store opgaver i stillingen, der står først for, er at sikre succesfuld udvikling af Børn&Unge som stærkt digitalt medie. Det skal nå pædagogerne der, hvor de er, og det skal spille sammen med BUPLs øvrige kommunikation. Arbejdet med Børn&Unge er en del af en større opgave: at se BUPLs kommunikation som ét samlet økosystem frem for en række enkeltstående kanaler.

Du skal derfor have overblikket på tværs og kunne træffe de nødvendige beslutninger om, hvilke kanaler der giver mest værdi. Det kræver, at du løbende analyserer, hvilke platforme der bedst understøtter målgrupper, budskaber og BUPLs strategiske og politiske mål. Det kræver også, at du har modet til at prioritere: at styrke det, der virker, ændre retning, hvor det er nødvendigt, og fravælge det, der ikke skaber nok værdi. Du skaber kvalificerede beslutningsgrundlag for det politiske niveau og direktionen, så kanalvalg og ressourcer hænger tydeligt sammen med BUPLs mål.

Sammen med politikere, ledere, medarbejdere og de lokale fagforeninger skal du sikre, at BUPL også fremover får plads og gennemslagskraft i mediebilledet over for medlemmer og væsentlige interessenter. I ledergruppen forventer vi, at du deltager med helhedssyn og energi og konstruktivt både udfordrer og understøtter dine kolleger. Over for medarbejderne forventer vi en chef, der får det bedste frem i hver enkelt, inddrager deres kompetencer og synspunkter og samtidig stiller krav om udvikling og nytænkning.

Din profil

Vi ser den kommende kommunikationschef som en erfaren og inspirerende leder, der vil udvikle BUPLs presse- og kommunikationsarbejde sammen med et team af dygtige medarbejdere, ledere og chefer. Du har en relevant kommunikationsfaglig baggrund og følger med i den nyeste udvikling i samfundet og medierne. Du har en solid forståelse af digitale medier, platforme og medievaner. Du kan få følgeskab, når der skal gennemføres forandringer, og din ledelse er tydelig. Med en præcis og utvetydig kommunikation oversætter du de politiske beslutninger og skaber fælles billeder af retning og mål på alle niveauer i organisationen.

Du har politisk tæft, forståelse og interesse. Du har et sikkert blik for den politiske dagsorden og for, hvordan politiske visioner bedst understøttes strategisk og kommunikativt. Du kan give præcist mod- og medspil til det politiske niveau med respekt for de forskellige roller. Du kan handle både proaktivt og reaktivt. Du zoomer hurtigt ind på kernebudskabet og formulerer det med en skarp pen, så komplekse sager bliver til klar, relevant og handlingsanvisende kommunikation.

Du har kendskab til fagbevægelsen og grundlæggende forståelse for den danske arbejdsmarkedsmodel. Du skal være nysgerrig på den pædagogiske profession og have lyst til at kommunikere både til og om medlemmerne.

Du bevæger dig ubesværet mellem det lange, seje strategiske træk og de hurtige beslutninger i hverdagen. Du træffer dine valg på et oplyst grundlag, hvor du bruger data og indsigt i målgrupperne til at vurdere, hvad der virker. Du holder hovedet koldt, også når det brænder på.

Du samarbejder konstruktivt og åbent på tværs af fag- og ledelsesområder, du er udviklingsorienteret og har blik for organisationens samlede mål og ressourcer. Du har høj personlig integritet og professionalisme, og du skaber tillid gennem troværdig handling og tydelig kommunikation. Det er et klart plus, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation og ved noget om marketing.

Vi forventer ikke, at du kan alt. Men du skal være nysgerrig og have lyst og mod til at arbejde i en politisk organisation, hvor samarbejde er nøgleordet.

Interesseret?

Hvis du vil vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte Jesper Christiansen fra Primetime People på enten jch@primetime.dk eller på mobil 2020 3736.