Marketingchef til JFM

På vegne af JFM søger vi en engageret og visionær Marketingchef, der vil stå i spidsen for at sætte journalistikken forrest og øge tilstrømningen af nye, direkte brugere til JFM's digitale platforme.

Om JFM

JFM er Danmarks næststørste private medievirksomhed. Virksomheden er landsdækkende og beskæftiger mere end 1.400 medarbejdere i hele Danmark, på virksomhedens over 50 lokationer.

JFM har en klar vision om at være den foretrukne formidler af troværdig, kritisk, konstruktiv journalistik – og relevant indhold, og missionen forandrer sig aldrig: At støtte demokrati og sammenhængskraft i hele Danmark med rod i det lokale.

Med førende lokale netmedier, 15 dagblade, 38 ugeaviser, magasiner og radiostationer skaber JFM kommunikation mellem mennesker. Desuden står koncernen bl.a. bag trykkerier og trykformidlere, dealsites, distributionsfirmaer og et kommunikationsbureau.

JFM stræber efter at være en arbejdsplads, hvor medarbejdere føler stolthed, når de træder ind ad døren. Man vil gøre en forskel for det lokale Danmark, og skabe værdi med det producerede indhold. Relevans og troværdighed er en hjørnesten i virksomhedens virke.

Som en værdibaseret organisation, bygget på ordentlighed, tillid, mod og ansvar overfor hinanden og for samfundet, forpligter man sig til at skabe en tidssvarende og bæredygtig forretning. Vi bliver bedre i fællesskab. Derfor får medarbejderne frihed under ansvar og er med til at sætte præg på virksomhedens udvikling, så både medarbejdere og JFM udvikles.

Om stillingen

Stillingen er nyoprettet og skal samle det kommercielle og det redaktionelle. Som Marketingchef får du et centralt ansvar for, at brugerne kender og bruger JFM's dagbladsbrands på web og i app. Samtidig hører den traditionelle marketingafdeling under dig – en afdeling, der varetager brands på tværs af koncernen, primært med fokus på dagbladene.

Med direkte ledelsesansvar for medarbejdere med forskellige kompetencer står du i spidsen for et tværfagligt team, der arbejder tæt sammen med de lokale redaktioner om indholdsudvikling og markedsføring af redaktionelt indhold – så den gode journalistik altid kommer i første række. Det giver samtidig gode muligheder for at skabe synergier på tværs af hele organisationen.

På brandsiden sikrer du den overordnede brand- og klassiske marketingindsats med primært fokus på dagbladene og DirekteSport. En vigtig del af opgaven er den strategiske multibrand-styring, hvor de mange dagblade og øvrige mediemærker under JFM-paraplyen skal have en klar, differentieret og konsistent brandpositionering. Hertil kommer planlægning, eksekvering og opfølgning på kommercielle kampagner på tværs af platforme med fokus på konvertering og fastholdelse.

Rollen indebærer også et tæt, strategisk samarbejde med de ansvarshavende chefredaktører om kommerciel understøttelse og markedsføring af seriel og tematisk journalistik. Koncernmarketing og samarbejdet med koncernkommunikation ligger ligeledes i stillingen, ligesom SoMe-aktiviteterne, der drives i samspil med redaktionerne. Endelig er der markedsføringen af +Fri, hvor opgaven sammen med JFM's alliancepartnere er at opdyrke nye markeder og målgrupper – især de 30-50-årige.

Din profil

Med en stærk marketingmetier og kommercielt mindset i bagagen har du solid erfaring med klassisk marketing, multibrand-håndtering og bureausamarbejde. At give mange brands hver deres tydelige profil er en opgave, du kender indefra, og det falder dig naturligt at omsætte strategi til kampagner, der kan måles på resultaterne.

Med respekt for journalistikken ved du, hvordan redaktionelt indhold kan markedsføres uden at gå på kompromis med troværdigheden. Samtidig er du en tydelig leder for et mindre team af marketingmedarbejdere, som arbejder på tværs af opgaver og brands hos JFM.

Et stærkt hold kommer ikke af sig selv. Derfor har du blik for, hvordan det rette team sammensættes med stærke marketing- og indholdskompetencer – og for at udvikle den enkelte, så holdet står stærkt i både det redaktionelle og det kommercielle arbejde.

Du bliver en del af Indholdssalg, der har primær base i Odense, men arbejdet foregår i hele JFM's dækningsområde, og du er klar til at komme rundt og opbygge stærke relationer – til redaktioner, chefredaktører, kolleger i koncernen og eksterne samarbejdspartnere. Moderne AI-værktøjer er en naturlig del af din hverdag, når det gælder effektivisering og udvikling.

Endelig deler du JFM's ambition om at støtte demokrati og sammenhængskraft i hele Danmark med rod i det lokale – og det motiverer dig til at gøre den lokale journalistik relevant for endnu flere.

Interesseret?

Hvis du vil vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte
Jesper Christiansen på enten jesper@christiansenco.dk eller på mobil 2020 3736.